Det gik ikke helt som ventet, da filmen »Wolf of Wall Street« for nylig havde snigpremiere i en biograf på Manhattan få gader fra virkelighedens Wall Street. Ikke overraskende havde en del finansfolk fundet vej for at se filmen.
Faktisk skulle de ansatte i en af de store investeringsbanker, Goldman Sachs, ikke engang forlade blokken, for deres hovedkvarter ligger i samme bygningskompleks som biografen, og som lokkemad var der da også belejligt linet op med gratis martinier og popcorn.
Filmen, der er instrueret af Martin Scorsese og har Leonardo Dicaprio i hovedrollen som Jordan Belfort, skildrer den sande historie om den skruppelløse superspekulant og storsvindler Jordan Belfort, der op gennem 1990erne blev milliardær på at handle og manipulere med værdiløse småaktier – pennystocks.
Man må sige, at Belfort var en utroligt hårdtarbejdende mand. Når han ikke var travlt optaget af at fuppe alt og alle, brugte han samtlige vågne timer på at tage stoffer i bunkevis. Og der er temmelig mange vågne timer at gøre godt med, når kokain er et af de foretrukne stoffer i rusmiddelporteføljen, så det blev til nogle ganske store bunker.
Filmen er én lang kulørt beskrivelse af Belforts totaldepraverede eskapader med dværgkastkonkurrence, luksusludere på firmakreditkortet – det udløste et skattefradrag – og som nævnt umådeholdent indtag af kokain og piller.
Det uventede ved finansfolkenes reaktion i biografen var, at de jublede og hujede på de helt forkerte tidspunkter. Sådan lød reportagen fra internetmediet Business Insider. Jo mere depraveret Belfort opførte sig på lærredet, desto større var begejstringen i salen. Her var et sultent ulvekobbel, der bliver fristet med råt kød.
Wolf of Wall Street havde dansk premiere torsdag i den netop overståede handelsuge, og når den har fundet vej til børsugens spalter, skyldes det, at den var en af ugens mest interessante investorbegivenheder. Ikke at premieren rykkede ved kurserne på nogen måde, men fordi den har sat finanskulturen til debat.
I USA bliver Martin Scorsese angrebet for at glorificere Jordan Belforts svindel og humbug, hans dekadente livsstil og ødslen med penge. Både i filmen og virkeligheden ender Belfort bag tremmer, men der er alligevel noget dragende ved ham og hans adfærd fra start til slut.
Instruktøren Oliver Stone stod over for det samme problem, da han i slutningen af 1980erne havde lavet filmen »Wall Street« om børshajen Gordon Gekko, der lærte verden mottoet »Greed is good«. Skuespilleren Michael Douglas har senere fortalt, hvordan han i årevis ikke kunne besøge en bar på Manhattan uden at blive overrendt af fulde børsfolk, der bare måtte fortælle ham, hvordan Gekko-karakteren – filmens ubetingede skurk – havde inspireret dem til at søge ind i finansverdenen.
Selv mødte jeg for nogle år siden også en ung dansk mægler, der direkte inspireret af filmen forfulgte en karriere i pengenes verden.
Hvad er det så, der er så dragende ved Scorseses Belfort og Stones’ Gekko? De er dragende, fordi de repræsenterer nogle urværdier, der griber helt ned i de dybeste rødder af den finansielle natur. De er helte, fordi de vinder over markedet, vinder over det uovervindelige system, og på den måde realiserer kapitalismens endemål: Den ultimative frihed. At Belfort så har opnået den frihed med ulovlige midler og er ude af stand til at administrere den, er en anden sag.
Skurkene Gekko og Belfort er ikke alene om at blive fejret som ikoner. Der findes også dem, der slår markedet, overvinder systemet uden brug af ulovlige midler. Det er nøjagtigt, hvad en mand som Warren Buffett har formået.
Den nu over 80 år gamle legendariske investor har år efter år, årti efter årti, leveret overnaturlige afkast på aktier med sit investeringsfirma Berkshire Hathaway. Han har knækket koden og fejres som en helt. Det er intet tilfælde, at han semireligiøst ophøjes med tilnavnet Oraklet fra Omaha.
George Soros er en anden ikonisk investor med gudelignende status. Selv Politiken kalder ham »finansguru«, når han kommer til byen, og lod sidste gang en af avisens mest Følg børsugen med Casper Schrøder på Facebook toneangivende journalister Kristian Madsen interviewe ham andægtigt.
Endnu mere end Buffett repræsenterer Soros idealet om investorerne, der har formået, hvad alle investorer drømmer om, nemlig at slå markedet, da han i 1990erne spekulerede det engelske pund i knæ med Bank of England – en af verdens mest magtfulde institutioner – som sin direkte modstander.