Vi lægger ud med lidt astronomi: En supernova er betegnelsen for en tung stjerne i sidste del af sit liv, hvor den dør i en gigantisk eksplosion.
Måske var vi vidne til sådan en transformation fra stjerne til supernova med den franske økonom Thomas Piketty denne uge i det økonomiske og finansielle verdensrum, som Børsugen har sit teleskop ufravigeligt rettet mod.
Piketty er blevet hyldet som en lysende superstjerne efter udgivelsen af bogen »Capital in the Twenty-first Century«, der i månedsvis har domineret bestsellerlisterne.
Piketty er lige frem så tung, at hans indflydelse kan blive på højde med Karl Marx’, mener flere af hans følgere, mens de benovet lægger hovedet tilbage og følger hans bane over himmelhvælvet.
Pikettys konklusion er, at kapitalismen lider af en systemfejl, der uvægerligt fører til øget ulighed og deraf følgende skævvredne samfund, der i sidste ende kan kollapse. Som flere har påpeget, er det ikke så lidt hen ad Mathæus’ ord, om at »den, der har, til ham skal der gives, og han skal have overflod.«
Det er en langt bedre forretning at få penge til at avle på markederne i form af afkast, end at tjene dem som lønindkomst på surt slid og slæb. De rige mæsker sig derfor i en stadig større del af kagen, mens krummerne til folket bliver færre og færre, lyder det fra Piketty.
Men Piketty-stjernen er falmet drastisk, efter at Financial Times sidste uge granskede hans datagrundlag. Det er ikke alt sammen ægte ægte stjernestøv, mener de, og påpeger en række fejl og uforståeligheder, der får tingene til at smuldre som falsk månegrus.
Piketty tog torsdag til genmæle i et 4400 ord langt svar på sin hjemmeside, hvor han gik i kødet på finansavisen punkt for punkt, men tilbage står mest af alt hans indrømmelse af, at hans data bestemt kan forbedres, selvom Piketty ikke tror på, at det vil ændre konklusionerne, som Financial Times hævder.
Den franske økonom er ikke den første stjerne-økonom til at tabe højde efter en flyvende start. Det samme skete for duoen Kenneth Rogoff og Carmen Reinhardt, og deres bog »This time is different«, hvor de i store mængder data om finanskriser siden middelalderen fandt en sammenhæng mellem høj gæld og lav vækst i lande. Men også Rogoff og Reinhardts konklusioner kom under pres, da rivaliserende forskere underminerede dem ved at grave dybt i data.
Sagerne handler om langt mere end nidkære forskere og nedrige journalister. Både Piketty og Rogoff-Reinhardt har haft stor politisk indflydelse. De har rådgivet toppolitikere, og deres resultater er blevet skyts i debatten.
Rogoff og Reinhardts bog landede på bestsellerlisterne i 2010, netop som Europas tøvende ledere skulle beslutte, hvor hårdhændet de skulle gå til værks for at løse gældskrisen. De endte med at gå hårdt til den, blandt andet baseret på den nye viden om sammenhæng mellem gæld og vækst. Tilsvarende har Piketty mødtes med den amerikanske finansminister samt præsidentens økonomiske rådgiver og holdt oplæg ved både IMF og FN.
Her i observatoriumet aner Børsugen ikke, hvem der har ret, men debatten bør minde alle om, at økonomi ikke er nogen eksakt videnskab, sådan som superstjerneforskerne gerne vil gøre den til, og som man let kan forledes til at tro, når man bladrer gennem de knap 700 sider i »Capital of the Twenty-first Century« med dens ligninger, grafer og tabeller.
Det er ikke muligt at opstille naturlove for hverken økonomi eller markeder, som enhver dreven investor ved. Eller – for nu at blive ved astronomien – som en desillusioneret Isaac Newton sagde efter at have tabt store summer på aktier i 1700-tallet:
»Jeg kan beregne himmellegemernes bevægelser, men menneskemassernes vanvid er uberegneligt.«
Eksploderende supernova eller ej. Piketty lader i hvert fald til at være slået ud af sin bane