Skal man danse på bordene og jublende feste igennem eller krybe i ly under dem og neglebidende håbe på det bedste? Det har været en personlighedsspaltende uge for investorerne, hvor aktiemarkederne gnistrede op i nye rekorder, mens de økonomiske nøgletal talte deres dunkle sprog om en stadig dybere recession i Europa og kom med slet skjulte antydninger om afmatning i Kina og USA.
Aktierekorderne var et globalt fænomen, der strakte sig så langt øjet rakte – fra Wall Street over Frankfurt til Tokyo. I USA satte det brede S&P 500-indeks rekord, og det samme gjorde det ikoniske Dow Jones Industrial Average. I Tyskland fortsatte DAXindekset kursen fra forrige uge, hvor aktierne for første gang passerede førkrise-toppen fra 2007. I Japan var det Nikkei 225-indekset, der forsatte det amokløb, der har løftet kurserne 70 pct. siden efteråret.
Så skulle der også være råd til champagne til børsfesten til at dulme eventuelle nerver over vækstfaldet på 0,9 pct. i eurozonen i årets første tre måneder. Det er halvandet år siden, recessionen satte ind, og den viser ingen tegn på at slippe sit tag, tværtimod gnaver den sig ind på kernelande som Frankrig og Tyskland.
Men champagnen lokker. Om der er tale om en medicinsk autoriseret ordinering, skal Børsugen ikke gøre sig klog på, men man må konstatere at den boblende drik har en vis lindrende effekt på markedsmæssig personlighedsspaltning.
Det hele bliver lige som lidt lettere at leve med.
Flere og flere ellers pessimistiske analytikere vælger da også den liflige optimisme frem for den dystre model. Efter i månedsvis at have advaret om en snarlig korrektion i de hastigt stigende markeder, har mange overgivet sig og sluttet sig til festen. Der er trods alt også grænser for, hvor længe man gider stå uden for døren, mens alle andre bare ser deres aktier stige og stige. Men man skal næppe tage fejl af, at alle som én af festens deltagere har orienteret sig om nærmeste nødudgang, og at der meget hurtigt kan opstå kø for at komme først ud af den, hvis den gode stemning fortager sig.
Hvis ikke aktierekorderne kan tilskrives en bedring i økonomien, hvad er så årsagen? I Saxo Bank har den hårdkogte cheføkonom Steen Jacobsen fin-indstillet de analytiske pejleinstrumenter og kommer med et bud: Den økonomiske Bermudatrekant, et felt i markedet med stærk tiltrækningskraft, der suger al fornuft ud af investorerne og får dem til at tro at alt er godt.
Eller som han beskriver det i en ny analyse: »Et sted hvor ting forsvinder fra radaren, et sort hul, hvor rationalitet og videnskabelige beviser erstattes af håb, overtro og nonsensorakler som mig selv, der påstår at have indsigt i økonomiens egentlige drivkræfter.« Virkelighedens Bermuda-trekant strækker sig fra Bermuda til Miami og Puerto Rico.
Økonomiens udgave er spændt ud mellem aktierekorder, høj ledighed og lav vækst og produktivitet. Midt i den befinder sig centralbankernes historisk lempelige pengepolitik, hvor grundtanken er, at bare der trykkes penge nok, så skal det hele nok gå. I USA har centralbankchef Ben Bernanke fået tilnavnet helikopter-Ben, fordi han nærmest dumper penge fra luften over amerikansk økonomi. Da Bank of Japans chef, Haruhiko Kuroda, tidligere på året lancerede deres seneste pengepolitiske udpumpning, betegnede Financial Times det som »det tætteste han kan komme på at skovle penge fra ladet af en Toyota«.
Den økonomiske Bermuda-trekants mystiske kraft består netop i at overbevise alle om, at den grundtanke faktisk virker. At lavere renter vil få folk til at føle sig rige og igen bruge penge, så økonomien kan vokse. Men på trods af mere end 500 rentesænkninger verden over siden krisen satte ind i sommeren 2007, så er der stadig ikke kommet gang i meget andet end aktiemarkederne. Den virkelige økonomi, som skulle være fundamentet for det hele, bliver mere og mere forvitret.
Og imens stiger aktierne. Skål i champagne!
Input til Børsugen modtages på casc@berlingske.dk