Haps. Magen til glubsk livsappetit skal man lede længe efter. Det er svært for Børsugen at være andet end fascineret af aktiemarkederne for tiden, og det blev understreget i den overståede handelsuge.
Fascinationen retter sig mod den effektivitet, med hvilken investorerne har ryddet begrebet dårligt nyt af bordet – her er kun gode nyheder på menuen, og hvis der alligevel skulle dukke nogle dårlige nyheder op, så bliver de på sekundet marineret og ompakket og serveret som gode nyheder for de forslugne investorer.
Et eksempel fra handelsugen, der gik.
Først med reelt gode nyheder tirsdag, hvor de amerikanske boligpriser viste en stigning på 11 pct. det seneste år. Et struttende sundhedstegn, og aktierne steg jublende. Helt efter bogen med klassiske opskrifter, hvor vækst i realøkonomien giver saft og kraft til finansøkonomien.
Men torsdag kom der tal for amerikansk BNP med en vækst på 2,4 pct. Pænt i forhold til mange andre lande – i Danmark ligger vi på 0,2 pct. – men under det ventede. Her foreskriver samme klassiske opskrift et fald i kurserne, men sådan gik det ikke. Aktierne steg også muntert på denne melding.
Der er en hemmelig ingrediens på spil for at gøre svage meldinger spiselige: Hyperekspansiv pengepolitik fra centralbankerne.
Ved at lade seddelpressen rulle vil man sprøjte så mange penge ud, at det tvinger de økonomiske hjul op i tempo, hvilket har løftet aktier i hele verden til rekordhøjder.
Så når væksttallene i USA skuffer, er det ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget – det betyder nemlig ifølge investorernes logik, at de generøse centralbanker sikkert vil holde tempoet i pengeudsprøjtningen et godt stykke tid endnu. Dårligt nyt bliver til godt nyt og indtages som en udsøgt nydelse. Bon appetit.
Når det er sagt, så skal det også siges, at der – som Børsugen ser det – lader til at være ved at indfinde sig en vis mæthed i markederne. Handelsugen bød på betydelig større zigzag i kurserne end set længe. Skepsissen over centralbankernes rolle vokser – markederne kan ikke blive ved med at leve på monetære overførselsindkomster. Som en hjemlig minister har udtrykket det i en lidt anden sammenhæng: Sådan er det jo.
Et andet sted, hvor Børsugen i den ugentlige statusrapport fra finansernes domæne må konstatere, at tingene stritter i forskellige retninger, er oliemarkedet, hvor der er stor uenighed om, præcis hvor dyre de dyrebare dråber af sort guld bliver i fremtiden.
Lige nu ligger prisen på cirka 102 dollar – og denne uge nedjusterede Danske Banks analytikere deres forventninger til 99 dollar i 2014. Det står i skærende kontrast til Nordeas bud på en pris på 115 dollar samme år.
Den store splid står om hvorvidt skiferolie-bonanzaet i USA vil fortsætte med at pumpe så store mængder olie ud på markederne, at det vil presse prisen. Et »positivt udbudschok,« som det hedder på analytikernes krypto-sprog. Danske Bank siger ja, Nordea er mere forbeholdne.
Spørger man hos de hærdede handlere, så er man ikke overbevist om, at bonanzaet får et langt liv. Modsat de tradtionelle olieboringer, hvor man når ned til meget store mængder per gang, så er skiferolieboringer en mere spredt affære, hvor fundene hurtigt bliver udtømt, og der skal foretages nye boringer.
»Vi læser næsten daglig om nye oliefund og det giver nok en falsk tryghed blandt lægfolk,« lyder det fra olie-investor Andrew Hall – og man forstår ligesom, at »lægfolk« er alle andre end ham selv.
Udvindingen af skiferolie kan gå i sig selv meget hurtigt, fordi de mindre mængder per boring betyder, at investeringerne er mere kortsigtede og dermed mere følsomme over for prisudsving, der rammer rentabiliteten, lyder hans argument.
Og hvorfor så lytte til lige netop denne Andrew Hall? Tja, han var en af de første, der forudså sidste årtis femdobling af olieprisen, hvilket sikrede ham en årsløn hos Citigroup på 100 mio. dollar – og som anerkendelse også tilnavnet »Gud« blandt olierivalerne for hans indsigt i det sorte gulds bevægelser.
Input til Børsugen modtages i fuld diskretion på casc@berlingske.dk