Jeg skrev i sidste uge her på bloggen, at aktierne i 1864 var lige så søvndyssende som Ole Bornedals tv-serie.
Krigens drama satte ingen spor på børsen, når man bladrede i avisarkiverne.
Venlige læsere har dog henledt mig på, at der faktisk VAR optræk til angstscener på børsen i juli måned det år – selvom det var en kort affære.
Men der er jo ingen grund til at gå glip af en god panik så her er den i tre dele: 1) børspanik, 2) bankpanik og 3) frækt undertøj-panik:
1. Børspanik
Den 1. juli 1864 flygtede de sidste danske soldater fra Als. Nederlaget var tydeligt for enhver, også investorerne. I et ugeoverblik over markederne hedder det den 10. juli i Berlingske:
“Fonds- og aktiekurserne er undergået betydelige forandringer i løbet af denne uge. De var i midten af ugen meget lave, men hævede sig i de to sidste noteringsdage, således at de fleste sorter ved ugens slutninger viser noget højere kurser end ved dens begyndelse. Den paniske skræk, der herskede på fondsbørsen i midten af ugen afløstes hurtigt, og stemningen i de sidste dage var ret animeret.”
2. Bankpanik
Det var ikke kun de højhattede herrer på børsen, der var nervøse. Bankkunder begyndte også skrækslagne at hæve deres penge.
Berlingske Tidende satte ind med en artikel, der opfordrede til at lade panikken ligge og skrev under overskriften De københavnske sparekasser (jeg har moderniseret sproget en smule):
“Der synes i de sidste dage at være opstået en vis frygt blandt kunderne med hensyn til sikkerheden af deres indestående midler i Københavns Sparekasse og Bikuben. Mange har fordret deres indskud udbetalt. Selvfølgelig vil disse to solide instituter, der under tidligere vanskelige forhold har stået deres prøve, straks opfylde deres forpligtelser over for kunderne.
Men vi vil gerne slå det fast, at folk som plejer at benytte de nævnte sparekasser som sikre steder til frugtbarliggørelse af deres midler, handler uklogt ved at gøre uddrag af hensyn til de politiske eller militære forhold.
Skulle det tilfælde indtræffe, hvad Gud forbyde, at hovedstaden skulle bliver overfaldet af fjenden – et tilfælde, der i øvrigt må anses for temmelig usandsynligt – vil pengene selvfølgelig være sikrere i sparekassen end i de privates egne gemmer, da de hæderlige mænd, der står i spidsen for disse institutter, naturligvis ikke har deres midler liggende døde i sedler eller sølv. De har, hvad der giver sig selv, ikke flere kontanter hos sig, end hvad forholdene til enhver tid kræver, hvorimod den langt overvejende del af de indestående summer er anbragt på en solid og sikker rentebærende måde.
Vi vil også tilføje, at så vidt vides har en fjende aldrig nogensinde antastet sparekasser, der efter deres natur er opsamlingssteder for småfolks surt erhvervede formue – slet ikke den fjende, der nu okkuperer Jylland og andre dele af landet. Fjenden kan godt skelne mellem, hvad der er offentlig ejendom, og hvad der er privat ejendom, og dette sidste er sparekasserne som bekendt i enhver henseende.”
Lidt af en opsang om at slappe af. Allerede få dage efter kunne man da også i spalterne konstatere, at der igen var ro på finansfronten:
“Sparekassen og Bikuben. Det tilløb, der i forrige uge fandt sted i disse pengeinstitutter for at uddrage penge, er nu betydelig aftaget, og mange interessenter, som har fordret deres indskud udbetalt for at forvise sig om, at de var tilstede, begyndte at indfinde sig igen for at deponere deres penge, der ikke altid er så let at opbevare i private gemmer.”
3. Frækt undertøj-panik
Som en sidste detalje faldt jeg over økonomen Einar Cohn, og et foredrag han holdt i Nationaløkonomisk Forening i 1914, hvor han undersøgte de økonomiske konsekvenser af krigen.
Cohn havde blandt andet fået fat i tal for Den Københavnske Lingerihandel i årene omkring den 2. slesvigske krig, der afslører et regulært kollaps i salget af frækt undertøj.
Og så ikke et ord mere om 1864. Tilbage til nutiden.