Den erfarne kollega lænede sig udfordrende ind over bordet i kantinen på Berlingske.
»Nå, nu vil jeg vide det – er der en aktieboble?« Han krævede et klart svar, og det er han ikke ene om. Det er spørgsmålet, som alle investorer febrilsk stiller sig selv efter de seneste rekorder til aktierne.
På Wall Street lukkede Dow Jones Industrial Average torsdag for første gang nogensinde over 16.000, og på fondsbørsen i København blev de danske eliteaktier tirsdag noteret for lukkerekord nummer 40 i år.
Boblesnakken tog for alvor fart for et par uger siden, da Larry Fink, chef for verdens største kapitalforvalter Blackrock, advarede om »boblelignende« tilstande. Siden har debatten været heftig. Blandt andet har kommende centralbankdirektør i USA Janet Yellen myndigt afvist, at der skulle være tegn på en overophedning. Hun kan i hvert fald ikke få øje på dem, uanset hvor hårdt hun kniber øjnene sammen.
Boble eller ej. Børsugen vil gerne forsøge at komme med et svar, men kan desværre ikke garantere, at det bliver særligt klart, og udsteder heller ingen garantier for, at det er rigtigt. Men her er det.
Ja, måske er der en aktieboble eller det, der ligner. Men hvis det skulle være tilfældet, så er det ikke sikkert, at den brister.
Det kræver naturligvis en forklaring, og måske var det værd at lægge ud med, hvad en boble egentlig er. Det giver den såkaldte Kindleberger-Minsky-model et bud på med fem stadier: Stød, boom, eufori, panik og væmmelse.
Først indtræffer et stød, der får økonomien til at accelerere og markederne til at røre på sig. En ny teknologi som for eksempel jernbaner, der pludselig gjorde hurtig varetransport mulig, men det kan også være et mere overordnet skift som for eksempel liberalisering af markeder eller for at tage et aktuelt eksempel – et verdensomspændende pengepolitisk eksperiment, hvor centralbankerne lader seddelpresserne rulle for at støtte økonomien, som det sker for tiden.
Stødet udløser et boom. Den accelererende aktivitet sender store summer i omløb og skaber grobund for en stærk optimisme blandt investorer og andet godtfolk, der driver markederne kraftigt frem. Det er her, man begynder at tale om nye tider, at stødet har ændret verden fundamentalt til det bedre, at vi har forladt en dunkel økonomisk periode og har bevæget os ind i et funklende nyt regime.
Boomet bliver til eufori på det tidspunkt, hvor ingen længere bekymrer sig om at give forklaringer – gode eller dårlige – på, hvorfor markederne stiger. Luften er tyk af grådighed, og den eneste frygt blandt investorerne er frygten for at gå glip af opturen.
Men eufori er et letpåvirkeligt stemningsleje, der hurtigt kan slå om. Jo længere det varer, desto tydeligere lurer panikken under den labile overflade. Selv små signaler til gevinsthjemtagning – små ryk i kurserne, små skuffelser, små forskrækkelser – kan rive markedet fra hinanden og suge kurserne ned i et finansielt vakuum. Boblen brister, og værdierne på markedet viser sig som det rene luft. Herefter er der kun væmmelsen tilbage.
Et altopslugende sortsyn, hvor alle holder pengene tæt til kroppen, og ingen er klar til at træde ind på markedet, uanset hvor billige aktierne er.
Det store spørgsmål er naturligvis på hvilket stadie, vi befinder os lige nu. Vi har haft et stød – centralbankernes lempelige pengepolitik – et aktieboom – børsrekorder i USA og Europa – og nogle vil mene, at euforien har grebet investorerne, der har handlet markederne videre op trods en noget medtaget verdensøkonomi. Så sent som tirsdag nedjusterede OECD igen deres vækstprognoser.
Taler man med finansfolkene ude på markedet, er de enige om, at aktierne vitterligt er dyre for tiden. Uenigheden står om, hvorvidt de er for dyre, og det er i høj grad et temperamentsspørgsmål.
På mange måder giver børsrekorderne god mening, fordi virksomhederne tjener flere penge end nogensinde før. Godt nok har toplinjerne stået stille, men bundlinjerne bugner som resultat af omfattende effektiviseringer oven på krisen. Men selv målt i forhold til rekordoverskuddene er aktierne dyre. Prisen bliver kun rimelig, når man måler kurserne mod næste års overskud. Der er med andre ord lagt ganske meget forventningens glæde ind i aktiemarkedet.
En af pointerne i Kindleberger-Minskymodellen er, at det ene stadie ikke nødvendigvis fører til det næste. At man godt kan have et boom – måske også eufori – uden at det ender i panik og væmmelse.
På dagens marked er det afgørende for, at panikken ikke indtræffer, at virksomhederne kan levere varen og leve op til markedets høje forventninger i den kommende tid.
Alle ved, hvor skuffede børn kan blive over julegaver, der ikke lever op til forventningerne.
Og for markedet skal der ikke megen skuffelse til at ødelægge den gode stemning.