En dag i begyndelse 1960’erne blev stilheden på læsesalen på den fine London School of Economics brudt af en snerrende motorlarm, da en ung Mick Jagger kørte sin motorcykel gennem biblioteket. Kort efter droppede han økonomi-studierne for i stedet forfølge rockstjerne-sporet.
»Jeg ser ikke mig selv som en særlig sofistikeret forretningsmand. Alt jeg ved om forretning, har jeg lært hen ad vejen. Jeg er kunstner. Jeg fik aldrig rigtig studeret det.«
Sådan forklarede Jagger sit forhold til økonomi i et interview for nogle år siden. Det blev kun til et års tid på skolen.
Børsugen forlader denne uge finansmarkederne for en stund for at begive sig mod købstaden Roskilde for at se nærmere på pengene bag The Stones, der – som formentlig bekendt- spillede koncert torsdag aften.
For skole eller ej, noget kunne tyde på at Jagger faktisk har lært en hel del om forretninger hen ad den fem årtier lange vej, som han og The Rolling Stones har betrådt i musikverdenen. Jagger & Co. er ikke bare et af rockhistoriens største bands, de er også en af de bedste forretninger i show business.
Det holdes hemmeligt, hvad Roskilde Festival har hostet op med for at få selveste The Rolling Stones på scenen, men der formentlig tale om et millionbeløb – og så spillede de for øvrigt på den orange Canopy-scene, som de selv solgte brugt til festivalen for 35 år siden. Se alene det vidner jo om en vis fornemmelse for købmandskab.
Der findes meget få konkrete tal om den samlede omsætning i The Rolling Stones A/S. Pengestrømmene er kanaliseret godt af vejen i flere forskellige selskaber i Holland, der fungerer som skattely for rockbands fra hele verden, fordi ophavsret-betalinger er meget lavt beskattet i landet. U2 er nogle af de kollegaer, som Stones har fået selskab af på den anden side af kanalen. Den strategi er de gamle rockdrenge helt med på.
Som en vodka-gin-drikkende og Marlboro-rygende Keith Richards sagde det for nogle år siden til Fortune Magazine:
»Hele forretningen er bygget op om skattelovgivningen. Derfor øver vi i Canada og ikke i USA. Vi har været snu nok til at holde os ajour med skattelovgivning, med hvor vi skal rykke hen, og hvor vi ikke skal rykke hen.«
Magasinet anslog den årlige omsætning i forretningen Rolling Stones til 600-700 mio. kr. om året, alt inklusive: Turnéer, musiksalg, sangrettigheder, sponsoraftaler og merchandise.
Bandet har da også sørget for at placere disse aktiviteter i hver deres selskab, så der er styr på organisationsdiagrammet.
Det er ikke mindst bandets maniske koncertaktivitet, der skæpper godt i kassen. Roskilde-koncerten er en del af turneen 14 on Fire. Fortune anslår, at bandet henter 2/3 af sine indtægter fra koncerter – så det er ikke bare for deres blå øjnes skyld, at rullestenene gang på gang ruller ud. Det er fordi, der ruller betragtelige beløb tilbage i deres lommer hver gang.
Bandet har heller aldrig været for fine til at bryde med normerne. Microsoft købte sangen Start me Up til at gøre reklame for Windows, Snickers fik Satisfaction, og som det første band nogensinde lod de en virksomhed – General Electric – sponsorere en hel turne. Besøget på Roskilde er sponsoreret af bilfirmaet Jeep.
Hemmeligheden bag den klingende succes i Rolling Stones A/S er, at man meget tidligt gik fra at være et band til at være et brand, ikke fire gutter på en scene, men et globalt varemærke. Ikke sex, drugs og rock’n’roll, men sex, drugs og big business.
Mere end nogen anden var det finansbagmanden Rupert zu Löwenstein, en forretningsmand af bayersk adel og med titel af greve, intet mindre, der skabte brandet. Det var ham, der lavede en turnaround i The Rolling Stones A/S, der i slutningen af 1960’erne trods musikalsk succes var på fallittens rand, måske tydeligst ved at sikre sig copyright på det siden så berømte logo med den røde flabede tunge, der prydede pladen Sticky fingers fra 1971.
Selv gav Mick Jagger den bedste beskrivelse af business-casen The Rolling Stones, da han i sidste uge i en video drillede Monthy Python med komiker-gruppens reunion-show, som netop har haft premiere i London. Jagger betegnede det som:
»Gamle rynkede mænd, der forsøger at genleve deres ungdom og samtidig tjene et læs penge«